tirsdag den 1. marts 2016

Mille, Freja og det Rød-hvide bånd

I oktober kom Mille til skade! Hun som er så modig og sej og har klaret skærene hele Danmark rundt, hun kom for tæt på den hjemlige mole. Heldigvis kan Kim fra Kano- og kajakværkstedet i Nybro trylle og han lovede at få hende fin igen.

I mellemtiden fik jeg lov at låne Freja!
Hun er en Frej fra Struer kajak efter Björn Thomasson design – og hun er ret lækker.
Hun er lidt kort i forhold til Mille – kun godt 5 m mod Milles 5,61. Og hun er ikke til langture – til gengæld er hun en fest at lege i. Man vender uden store anstrengelser 360 på 4 rotag og i bølger danser hun på den sjove måde og hun ruller næsten af sig selv. Hun er lidt ligesom den sjove lillesøster der intuitivt hopper et par dansetrin hver gang hun hører musik gennem et vindue eller en gadedør hun tilfældigt kommer forbi.
Derudover er designet super lækkert! Alle skruer til dæksliner og elastikker er nedsænket og finneskyderen også så der er ikke noget der stikker ud. Hun er virkelig flot, som man måske kan fornemme på billedet hvor hun stråler ved siden af Papasan. 
Jeg bliver nok ikke typen der anskaffer mig en selv – jeg elsker Mille og at være på langtur med hende. Men hvis man endelig skal lege, så er Freja en fantastisk oplevelse og jeg var ret glad for at prøve hende mens jeg ventede på at Mille skulle blive rask igen.

Og det blev hun – Kim fik hende på højkant og hun blev netop klar til 1. november hvor ville skulle til møde med Rød-Hvide Bånd-juryen.
Det blev en meget fin dag på Roskilde Fjord og efterfølgende hjemme hos Birger sammen med Lars, Carsten, Jan og Thomas og en masse hyggelig og spændende udveksling og mad fra 42 raw.
Efter fremlæggelsen var der en snak om den hjælp Mille og jeg havde modtaget i Lild Strand hvor Mille drev 3 km til havs. Men juryen blev enige om, at det kunne sidestilles med at miste sin kajak hvis den bliver stjålet og at det jo ikke var gjort for vindings skyld på nogen måde – og derefter blev turen officielt godkendt. Klistermærket er til Mille – stofmærket skal på vesten. Tænk at den store drøm lykkedes.
Vi nynner stadig:
Flyv højt – drøm frit – spred vingerne ud!
der er stadig mange drømme derude som bare venter på deres ejermand – eller kvinde …..