Eftertanker ...

Udenfor er der pænt gang i regn og torden – og det er rart at være inden døre.

De sidste par dage er der blevet vasket og ordnet og sovet og konsumeret. Og det næsten aller vigtigste – Mille er kommet hjem på sin plads i klubben. I går aftes fik hun en sidste gang spændt hjulene under sig og så gik vi sammen gennem Hørsholm til Rungsted Havn – en smuk tur på godt en times tid. Det var rart at komme langsomt derned og dele også den tur sammen, og det var varmt nok til at gå i bare tæer og T-shirt. I klubben fik Mille en ordentlig vasketur og blev nusset efter alle kunstens regler og kysset og krammet inden hun blev lagt ind på sin hylde til alle de andre. Tror de var gensidigt glade for at se hinanden igen. Hun er både ydmyg over, at mange af de andre er meget ældre end hende, men samtidig også fuld af fortælle- og delingsglæde, og det virkede som om de andre gerne ville høre.

Turen har været en fantastisk oplevelse af Danmarks mange hjørner og ansigter. Der er mange mange smukke steder og der er helt utrolig mange rare og generøse og imødekommende mennesker derude – og jeg er stolt af, at bo i et land hvor der er så megen godhed og skønhed.

For min egen del lander jeg stille og roligt. 
Fysisk har jeg det rigtig godt. Tror jeg har været meget obs på min krop undervejs og lyttet til dens signaler, lavet masser af stræk og behandlet den så meget og så godt jeg kunne, og også fået behandlinger undervejs. Og så har jeg indimellem valgt at ro kortere end lysten egentlig var til hvis jeg har følt, at kroppen bad om det. 
Jeg tror at de fire dage i Marstal har betydet meget for at landingen har været så god; der var så godt at være og der var tid til at indstille systemet på, at det snart var slut. At turen endte med at blive 6 uger har sikkert også haft indflydelse på, at vi efterhånden var ret klar til at gå i land. 
Endelig betød det meget for den gode landing at hele den sidste dag på alle måder var så fin! Tak især til Henrik og Niels for at møde os derude og hjælpe os med at slå landingshjulene langsomt ud.

Jeg tror eftervirkningerne vil vare længe – men allerede nu ved jeg at jeg er blevet meget rigere. 
Der blevet flyttet en del på det med at være i nuet og slippe bekymringer – men der er helt sikkert stadig plads til forbedringer! Troen på at jeg er under store vinger og at jeg får præcis det jeg har brug for af udfordringer og af styrke er vokset. Især når jeg har kigget tilbage – men indimellem har det også været muligt at rykke lidt på følelserne i nuet, og det er jo især der, forskellen kan begynde at mærkes.

Jeg har hele tiden troet på at det var muligt for os at gennemføre – og samtidig har jeg også vidst, at der kan ske meget uforudset, lige fra en sten der slår hul i Mille til at jeg får en større roskade eller bare er uheldig og glider på en sten og forstuver en arm eller…. og så kan man jo altid møde en speedbåd der ikke når at se os i farten – og alt muligt andet. Vejret f.eks.!!! Troen har hele tiden været en blanding af en fuld og hel overbevisning og så en respekt og ikke at tage noget for givet, fordi man ikke kan planlægge virkeligheden.

Uden helt at kunne forklare, så tror jeg også jeg er blevet bedre til at give og modtage – til at elske og blive elsket. Noget med at lukke ned for de kræfter der samtidig kæmper for at favne og kæmper for at holde på afstand fordi lykken, glæden, kærligheden indimellem kan være overvældende, og det føles som om, at hvis der slukkes for begge haner, så er der kun en frit strømmende fred tilbage, som gør udveksling indlysende og ligetil. Glæder mig til at mærke strømningen forplante sig i hverdagen, som så småt begynder at åbne sig. Glæder mig også til at have lidt tid sammen med min Jacob nu – det er ikke en given sag at have en ægtefælle der synes det er ok at hele sommeren bliver afsat til anden side! Tak Jacob – for at jeg måtte udleve min drøm!

Tak til alle jer som har fulgt os. Det har betydet usigelig meget at mærke undervejs – alle de fine hilsner og alle jer der helt konkret har givet os husly eller på anden vis hjulpet os på vej. Tror ikke helt jeg kan sætte ord på hvor stor en forskel det har gjort – så det eneste ord jeg kender er bare: Tak!

Det er godt at drømme stort – det er godt at komme ud – og det er godt at komme hjem!
Og alle steder er der velsignelse der ligger og venter på at blive åbnet!

Fred - dag 42 - 26 km - 1232 km

Månen lyser ind gennem vinduet - her er stille og fredfyldt, både udenfor og indeni.
Vågnede i morges (søndag morgen) til det mest stille vand vi har haft på hele turen. Tog faktisk en video hvor jeg tænkte, at når man så den ville man tænke at lyden var slået fra - men der var bare kun et lille pip hist og pist og et mikroskopisk skvulp indimellem. Jeg var bange for om mobilen ville løbe tør igen så Catherina havde lovet at ringe på reservemobilen og vække klokken 6 for en sikkerheds skyld - tak kære du! For at være der igen igen.
Vi kom langsomt af sted og gled ind i fjorden som efterhånden vågnede og fik liv. Langs kysten kom der lidt efter lidt flere huse hvor folk sad i søndagsmorgensolen og fik morgenmad og nød at få luftet lidt mere af den lyse hud i varmen. Rundt om første store hjørne skimtede vi så først Egernsund og siden Rinkenæs (hæ hæææ - nu har jeg ikke bare set byen men også hørt kirkeklokkerne hvor Rapanden Rasmus kommer fra :-) Jeg havde tænkt at se det lidt an mht hvor meget eller lidt vi kunne skære af fjorden der i svinget. Der skulle krydses sejlrende over til det fredede Holnis og derfra til Rinkenæs - men der var fredeligt og stille og man kunne mageligt have sået kruspersille og små både lå midt i sejlrenden med deres fiskestangsmediterende ejere .....det var vist ok at smutte over hvis bare vi lige havde et øje på de få speedbåde der af og til susede forbi. Efterhånden røg jakken og den yderste rotrøje i varmen - og da vi passerede spidsen på Holnis åbnede bunden af fjorden sig med hele Flensborg by, der ligner en kæmpe storby i forhold til hvad vi er vant til. Tilbage på den danske side benyttede vi det rolige vand til at ta en halv km baglæns - bortset fra at jeg så ikke ved om den skal trækkes fra i kmregnskabet :-) så er det megasjovt, både teknisk og fysisk. Man bruger virkelig kroppen helt anderledes. Vi nærmede os Okseøerne og det tidspunkt hvor vi nok ville møde Lille My og Niels. Der var mange kajakker at vælge mellem men de var oftest to eller flere - pludselig blev vi råbt an af TO roere ??????? Det var Niels - OG Papasan!! Tænk hvilken overflod. Der blev krammet og smilet og glædet. Gaia og Lille My lagde sig på hver sin side af Mille og hun var så glad at hendes hjerte næsten flød over. Niels hev en champagne og fine glas frem - ja ....det gør vi ellers aldrig - drikker på vandet - men det gjorde vi altså - bare lidt! Lover det ikke sker igen!!!! Men hvor var det fint. Efter lidt glædesdeling spurgte Henrik efter den lille engel jeg har lånt af ham og haft i vestelommen hele vejen - for han ville ro videre ud på det blå og gerne ha hende med......WHAT - hvor er det fedt at du tar af sted Papasan. Hvor er det dig velundt. Hils hvis du kommer til Marstal! Efter afskeden fortsatte vi andre indad i fjorden - det var rart og hjemligt at ro sammen og lande i både sjæl og krop. Bedre end jeg på nogen måde selv kunne have fundet på. Tak Niels - at du tænkte på det; det gjorde godt for hele min landing. Næsten inde i bunden mødte vi Anne og Betty fra den lokale klub som bare havde hørt rygtet og ville sige tillykke og følge med den sidste lille km hvis der var ok, og det var det.
Og der der var den så den lille træbro mellem Danmark og Tyskland. Måske 20 m lang og kun for fodgængere. Og på højre side af den står Grænsesten nr 1 - i dagens anledning med en lille allé af flag op til, sat af Papasan og Niels, så det var tydeligt hvilken vej vi skulle. På broen stod et par gode folk og ventede - det var Fylkir som gjorde turen sidste år og hans kæreste Lene. Vi rullede en gang til hver side og gled så lisså stille ind mod bredden. Mille kom med et lille glædessuk; hun er endnu under to år gammel og har allerede oplevet så meget - det er så flot Mille! Du er den bedste kajak i verden! Jeg krammede hende og kyssede hende og gik så op og krammede Fylkir og Lene .....og så stod den der.
Grænsestenen!
Som jeg har drømt om lige siden jeg begyndte at ro for godt to år siden. Det var en meget enkel og stærk oplevelse at lægge hånden på den og mærke at vi gjorde det. Nu er vi i mål.
Der blev snakket og udvekslet og der var så meget delingsglæde. Og gemt under broen lå der en hilsen fra Lars som tog turen for mange år siden og som hjemme i Rungsted Kajakklub har lært mig så meget - ikke mindst på solofrigivelsesuddannelsen i vinter. Tak Lars - hvor var det helt vildt sødt af dig at lægge en hilsen da I var forbi. Og tak også Fylkir og Lene. Det var så betænksomt af jer at komme forbi i toerkajakken. Efter at ha vinket til dem blev jeg vasket (så Niels' bil ikke skulle lugte alt for meget af gnu :-) og fik rent tøj på. Bilen blev pakket ... i bil kommer man til broen fra Tysklandssiden så vi krydsede grænsen mange gange med tasker og kajakker og pagajer :-)
Og så gled vi stille af sted i Octavia - lissom for 6 uger siden, - bare den anden vej. Niels havde sendt billede til Catherina og til min Jacob og Lailah og der kom de varmeste hilsner retur fra hele min familie og festen hvor de var. Tak at I havde mig med der hvor I var. Og tak Catherina at du har været med til så stærkt og nænsomt at bære mig.
Lillebæltsbroen og Storebæltsbroen er altid særlige at køre over. Elsker i det hele taget broer og elsker især ved netop de to broer at kigge efter hvordan strømmen laver tegninger i vandet og både laver de smukkeste mønstre og samtidig også fortæller hvordan det ville være at ro der lige nu - noget der hurtigt kan skifte. Da vi nærmede os Køge blev vi overhalet af en dyttende bil med to kajakker - HEY det var Lars og Annemarie på vej hjem fra Korsør. Vi hoppede lige ind på en rasteplads og fik krammet. Hvor var det fedt!!! lige at støde på jer der.
Vi nærmede os København og fik den smukkeste solnedgang som afslutning på turen. Der kom hilsen fra Papasan som har slået telt op med udsigt til Sønderborg. Årh hvor jeg ønsker dig den smukkeste tur for sjæl og krop og hvor jeg glæder mig over at du var med i dag og at du endelig er af sted igen sammen med Gaia. Vi ankom til Brådebæk og stødte på vores nabo Bente og fik håndkrammet og -kysset varmt gennem det åbne bilvindue - og så var vi hjemme. Jacob havde hejst flaget og jeg hoppede op i favnen på ham - nu er vi hjemme. Helt hjemme.
Der er blevet pakket ud og hængt ting og tøj til tørre og hygget og snakket og delt en Talisker. Og så fik jeg vejet alt mit gear - selv med en vandreserve der er i bund og en proviantbeholdning der ligeså, så var der 60,6 kg. Ikke underligt at Mille ruller lidt anderledes når hun er lastet til langtur.
Hun ligger i haven og sover. I morgen skal hun vaskes lissom alt andet. Jeg skal lande og have et par dage hvor der er tid til at eftertankerne kommer når de er klar - men jeg er glad og fredfyldt - og jeg er lykkelig for at jeg fik lov at få drømmen for to år siden og for at den nu er blevet til virkelighed.

Hjemme

Vi er hjemme i bjælkehytten -
Mille ligger ude i haven og jeg har siddet i køkkenet en times tid med en whisky og min Jacob!
Jeg er træt nu og skal i seng - men i morgen vil jeg glæde mig til at skrive om en fantastisk og smuk landing -
hvor sol og vand var mere sommer end nogensinde på hele turen - hvor Niels og Papasan Henrik mødte os derude ved Okseøerne og hjertet sang og sjælen smilede ..og Papasan roede videre ud på det blå (YES hvor er det godt) - hvor Niels og jeg langsomt tog den ind mod grænsestenen hvor vi fik den fineste modtagelse af Fylkir og Lene .... og alt det andet gode.
Mille sover allerede - med smil på læben over at været landet og over at ha ligget i Flensborg Fjord mellem Lille My og Gaia - og jeg er glad og fredfyldt!
Tak - og sov velsignet!

Grænsestenen ...

Glæde - dag 41 - 60 km - 1206 km

Vi er i Flensborg Fjord...og her er næsten helt stille.

Vågnede 3:46 - lidt før vækkeuret og til det klareste månelys - 4:41 var alt pakket sammen - 5:27 var det hele båret ned på stranden hvor vi var gået i land, og så var det tid til morgenmad - og 6:15 var vi på vandet.
Det var så smukt at ro ud langs Ærøs majestætiske skrænter og klitter som rejser sig nogen steder helt lodret. Et godt stykke oppe ad kysten krydsede vi så over til Als - et smukt og stille og fredfuldt kryds og de store skibe holdt sig på afstand. Det er utroligt hvor stille der kan være når lyden fra land og brænding er væk - og det er godt for sjælen tror jeg. I frokostpausen opdagede jeg at min mobil er ved at gå ned - batteriet aflader af sig selv på få timer ....men det er jo også sidste blogindlæg inden vi er hjemme. Efter frokost gik det videre ind langs Als og Kegnæs. Der begyndte at være mere vind og lidt dønninger lidt skråt bagfra så ind imellem zig-zaggede vi lidt for at skåne kroppen - vi prøvede også at lege indianere og padle kun i den ene side for at komme lige frem :-) men ikke så længe.... I den situation er det vigtigste ikke at være hurtig men at skåne kroppen. Det er jo i det hele taget top vigtigt, og jeg har på hele turen brugt masser af stræk og behandlingsgreb fra min body-sds uddannelse som jeg tog for få år siden.
Krydset til fastlandet fra Kegnæs var der lidt mere gang i med bølger og mange sejlskibe. Vi brugte bøjerne - det er både sikrere og sjovere og så kan man tjekke hvor meget der skal korrigeres for vind og strøm.
.......og så nåede vi fjorden ....det er en usigelig stor og fin følelse!
Det åbne hav som i så høj grad har været vores følgesvende og ven forsvandt bag os og landet åbnede sine arme og favnede os.
I morgen er der kun fjord foran ... tror ca vi lander kl 14 plus/minus -
Vi glæder os - til turen ind gennem fjorden, landingen, turen gennem Danmark - og til at komme hjem!
Men lige nu glæder vi os over at være her - Flensborg Fjord er et meget fint sted at være! Måske er stedet her en smule privat.... ved det ikke - men der ligger en kajak så det må være gode mennesker :-)