mandag den 3. august 2015

Fred - dag 42 - 26 km - 1232 km

Månen lyser ind gennem vinduet - her er stille og fredfyldt, både udenfor og indeni.
Vågnede i morges (søndag morgen) til det mest stille vand vi har haft på hele turen. Tog faktisk en video hvor jeg tænkte, at når man så den ville man tænke at lyden var slået fra - men der var bare kun et lille pip hist og pist og et mikroskopisk skvulp indimellem. Jeg var bange for om mobilen ville løbe tør igen så Catherina havde lovet at ringe på reservemobilen og vække klokken 6 for en sikkerheds skyld - tak kære du! For at være der igen igen.
Vi kom langsomt af sted og gled ind i fjorden som efterhånden vågnede og fik liv. Langs kysten kom der lidt efter lidt flere huse hvor folk sad i søndagsmorgensolen og fik morgenmad og nød at få luftet lidt mere af den lyse hud i varmen. Rundt om første store hjørne skimtede vi så først Egernsund og siden Rinkenæs (hæ hæææ - nu har jeg ikke bare set byen men også hørt kirkeklokkerne hvor Rapanden Rasmus kommer fra :-) Jeg havde tænkt at se det lidt an mht hvor meget eller lidt vi kunne skære af fjorden der i svinget. Der skulle krydses sejlrende over til det fredede Holnis og derfra til Rinkenæs - men der var fredeligt og stille og man kunne mageligt have sået kruspersille og små både lå midt i sejlrenden med deres fiskestangsmediterende ejere .....det var vist ok at smutte over hvis bare vi lige havde et øje på de få speedbåde der af og til susede forbi. Efterhånden røg jakken og den yderste rotrøje i varmen - og da vi passerede spidsen på Holnis åbnede bunden af fjorden sig med hele Flensborg by, der ligner en kæmpe storby i forhold til hvad vi er vant til. Tilbage på den danske side benyttede vi det rolige vand til at ta en halv km baglæns - bortset fra at jeg så ikke ved om den skal trækkes fra i kmregnskabet :-) så er det megasjovt, både teknisk og fysisk. Man bruger virkelig kroppen helt anderledes. Vi nærmede os Okseøerne og det tidspunkt hvor vi nok ville møde Lille My og Niels. Der var mange kajakker at vælge mellem men de var oftest to eller flere - pludselig blev vi råbt an af TO roere ??????? Det var Niels - OG Papasan!! Tænk hvilken overflod. Der blev krammet og smilet og glædet. Gaia og Lille My lagde sig på hver sin side af Mille og hun var så glad at hendes hjerte næsten flød over. Niels hev en champagne og fine glas frem - ja ....det gør vi ellers aldrig - drikker på vandet - men det gjorde vi altså - bare lidt! Lover det ikke sker igen!!!! Men hvor var det fint. Efter lidt glædesdeling spurgte Henrik efter den lille engel jeg har lånt af ham og haft i vestelommen hele vejen - for han ville ro videre ud på det blå og gerne ha hende med......WHAT - hvor er det fedt at du tar af sted Papasan. Hvor er det dig velundt. Hils hvis du kommer til Marstal! Efter afskeden fortsatte vi andre indad i fjorden - det var rart og hjemligt at ro sammen og lande i både sjæl og krop. Bedre end jeg på nogen måde selv kunne have fundet på. Tak Niels - at du tænkte på det; det gjorde godt for hele min landing. Næsten inde i bunden mødte vi Anne og Betty fra den lokale klub som bare havde hørt rygtet og ville sige tillykke og følge med den sidste lille km hvis der var ok, og det var det.
Og der der var den så den lille træbro mellem Danmark og Tyskland. Måske 20 m lang og kun for fodgængere. Og på højre side af den står Grænsesten nr 1 - i dagens anledning med en lille allé af flag op til, sat af Papasan og Niels, så det var tydeligt hvilken vej vi skulle. På broen stod et par gode folk og ventede - det var Fylkir som gjorde turen sidste år og hans kæreste Lene. Vi rullede en gang til hver side og gled så lisså stille ind mod bredden. Mille kom med et lille glædessuk; hun er endnu under to år gammel og har allerede oplevet så meget - det er så flot Mille! Du er den bedste kajak i verden! Jeg krammede hende og kyssede hende og gik så op og krammede Fylkir og Lene .....og så stod den der.
Grænsestenen!
Som jeg har drømt om lige siden jeg begyndte at ro for godt to år siden. Det var en meget enkel og stærk oplevelse at lægge hånden på den og mærke at vi gjorde det. Nu er vi i mål.
Der blev snakket og udvekslet og der var så meget delingsglæde. Og gemt under broen lå der en hilsen fra Lars som tog turen for mange år siden og som hjemme i Rungsted Kajakklub har lært mig så meget - ikke mindst på solofrigivelsesuddannelsen i vinter. Tak Lars - hvor var det helt vildt sødt af dig at lægge en hilsen da I var forbi. Og tak også Fylkir og Lene. Det var så betænksomt af jer at komme forbi i toerkajakken. Efter at ha vinket til dem blev jeg vasket (så Niels' bil ikke skulle lugte alt for meget af gnu :-) og fik rent tøj på. Bilen blev pakket ... i bil kommer man til broen fra Tysklandssiden så vi krydsede grænsen mange gange med tasker og kajakker og pagajer :-)
Og så gled vi stille af sted i Octavia - lissom for 6 uger siden, - bare den anden vej. Niels havde sendt billede til Catherina og til min Jacob og Lailah og der kom de varmeste hilsner retur fra hele min familie og festen hvor de var. Tak at I havde mig med der hvor I var. Og tak Catherina at du har været med til så stærkt og nænsomt at bære mig.
Lillebæltsbroen og Storebæltsbroen er altid særlige at køre over. Elsker i det hele taget broer og elsker især ved netop de to broer at kigge efter hvordan strømmen laver tegninger i vandet og både laver de smukkeste mønstre og samtidig også fortæller hvordan det ville være at ro der lige nu - noget der hurtigt kan skifte. Da vi nærmede os Køge blev vi overhalet af en dyttende bil med to kajakker - HEY det var Lars og Annemarie på vej hjem fra Korsør. Vi hoppede lige ind på en rasteplads og fik krammet. Hvor var det fedt!!! lige at støde på jer der.
Vi nærmede os København og fik den smukkeste solnedgang som afslutning på turen. Der kom hilsen fra Papasan som har slået telt op med udsigt til Sønderborg. Årh hvor jeg ønsker dig den smukkeste tur for sjæl og krop og hvor jeg glæder mig over at du var med i dag og at du endelig er af sted igen sammen med Gaia. Vi ankom til Brådebæk og stødte på vores nabo Bente og fik håndkrammet og -kysset varmt gennem det åbne bilvindue - og så var vi hjemme. Jacob havde hejst flaget og jeg hoppede op i favnen på ham - nu er vi hjemme. Helt hjemme.
Der er blevet pakket ud og hængt ting og tøj til tørre og hygget og snakket og delt en Talisker. Og så fik jeg vejet alt mit gear - selv med en vandreserve der er i bund og en proviantbeholdning der ligeså, så var der 60,6 kg. Ikke underligt at Mille ruller lidt anderledes når hun er lastet til langtur.
Hun ligger i haven og sover. I morgen skal hun vaskes lissom alt andet. Jeg skal lande og have et par dage hvor der er tid til at eftertankerne kommer når de er klar - men jeg er glad og fredfyldt - og jeg er lykkelig for at jeg fik lov at få drømmen for to år siden og for at den nu er blevet til virkelighed.

3 kommentarer:

  1. Hvor er det fantastisk. Og hvor er det stort, at vi andre har fået lov at være med dig undervejs. Tusind tak for alle dine ordmalerier. Du er virkelig den sejeste. ❤

    SvarSlet
  2. Tak, tak, tak, sødeste Nenia for at dele det hele med os. Jeg så Niels' videoer igår med tårerne trillende ned ad kinderne, så rørt blev jeg. Du har grund til at være stolt af Mille og dig selv. Kommer til at savne din blog og alle dine tanker! Knus

    SvarSlet
  3. Hvor er det bare flot, Nenia :-)

    SvarSlet