tirsdag den 23. juni 2015

Salt - dag 2 - 43 km - 73 km

Sidder på Skallingen og skuer ud over havet ... I dag har Mille prøvet ting hun aldrig har prøvet før. Fået en masse bølgebank og blevet trukket i af tidevand og sån - men hun smiler og synes det er cool :-)
Dagen startede kvart over tre - man skal tidligt op når der er halvanden km til vandet. Vi mødte et pindsvin der var lidt forbavset over at møde en kajak - og så så tidligt - tre ænder der holdt morgenmøde, et rådyr, en ræv, og så en del sæler - lissom i går faktisk. De ser altid så nysgerrige ud at man ikke kan lade være med at råbe: heeeej!
Vadehavet er fuld af lave områder og man skal lidt ud på åbent hav for at undgå det. På et tidspunkt ku vi kun se skorstenene i Esbjerg. Ellers var alt hav. Frokosten blev droppet og vi var på vandet non stop i ti timer!! Jeps drenge - ingen Golden rainbow :-) tidevandsstrøm er noget spøjst noget. Og kombineret med vind og bølger synes jeg det er ret umuligt at beregne noget. Men det er jo sån det er. Vær i nuet. Bare forhold dig til om de to meter der rejser sig er en dønning eller en bølge der brækker lidt eller bryder helt. Og ager i forhold til det - og intet andet.
Vinden tog til da vi nærmede os krydset nord for Fanø - sikke en omgang tidevand og lynlåse og sejlrende og DFDS Seaways og andre i samme størrelse. Der blev trukket og skubbet i Mille fra alle sider. Efter krydset skulle vi lige langt udenom noget lidt hysterisk vand - derefter var det bare mere normalt strøm og vind. Havde egentlig tænkt at gå efter Blåvand men da vi tilsidst blev sendt ned på 3 km/t har Papasan lært os at gå i land. Vi håber sandpløkkerne holder - og prøver at betragte det som bonus at ligemeget hvor meget ansigtet tørres af så føles det som en kraftig peeling. Sand og salt i lange baner. Alt på mig smager af salt - men krydderi er jo med til at gøre livet spændende!
Vil snuppe en slurk rødvin og finde lidt læ til aftensmaden - og lægge mig og lytte til lidt musik - tak for lån af iPod Niels. Den kommer helt sikkert i brug nu hvor jeg blæser inde en halv dag - hvor alt smager af salt!
ps Forbindelsen er ikke god nok til billede ...

2 kommentarer:

  1. Rigtig godt gået med at nå så langt i dag, har tænkt meget på hvor langt du ville nå - inden det nu blæser op. Du har nogle gode dage foran dig nå vinden har takket af - nyd hvilen og lad op til mange gode og sjove timer op langs Vestkysten.

    SvarSlet
  2. Tak Fylkir - for opmuntring og gode ord! Det blir nok lidt flere timer på Vestkysten for mig end det blev for dig :-) men jeg glæder mig!

    SvarSlet