fredag den 17. juli 2015

Hele himlen - dag 26 - 55 km - 840 km

Ligger i Karsten og Evas gæstehus og kan høre havet gennem det åbne vindue!
Var på vandet 3 min over 4 i morges - og Thorkild var på pletten til at hjælpe med Mille! Hvor vildt er det lige - han kommenterede på at han synes der er sjovt at jeg synger derude - han har altid sunget...kor og sån.
Det var meget smukt at ro forbi Nakkehoved mens der stadig nattelyste. Det var det første fyrsignal jeg lærte som barn. Og så er det jo her i boligen Hanne og Peter Heilmann har boet - ikke som fyrmester (havde jeg fået galt fat i) men fordi han passede sømærker og fyr i hele Danmark. 12 min i 5 stod solen op over Sverige og blev tilsunget af alle de morgensange jeg kunne huske. Og så kom det store tidspunkt: at se Kronborg! Når man kommer nordfra ligger det fremskudt - roligt majestætisk, med en storhed der stråler. Og så var det stærkt at komme rundt og kigge ned i Øresund. Mit Øresund! Det bevægede mig faktisk på en varm og hjemlig måde. Og så kunne man også se Hven hvor vi har haft så fine ture til. Og så var himlen klar og blå med enkelte fjer af skyer på. Natten havde været meget kort og trætheden meldte sig efterhånden - eller måske mest søvnigheden. Da vi kom til Ishuset og der var aller værst dukkede Helle, Brian og Helen pludselig op - selvom det bare var kort, så løftede det lige det hele! Tak til jer!
Landede hos Karsten og Eva til jordbær og andet godt. Har fået et helt lille hus for mig selv. Og så var jeg i klubben i aften og mødte Lars og Annemarie, Helle og Scooter, Jan - og min kære nabo Bente som hentede mig på stationen - og Jan var engel bagefter og kørte mig helt til Taarbæk. Det var dejligt at se jer - mærke to gram hjemlig sommer og vende lidt tanker inden jeg smutter videre. Der er måske hul i mit liggeunderlag - kan ikke finde noget hul men ....krydser fingre og gir det lige en nat mere. Rotøjet er skyllet for saltvand og hængt til tørre.
I dag under himmelsejlet tænkte jeg på Barbara Streisand der i Yentl synger "piece of sky":
"det begyndte alt sammen den dag jeg fandt ud af at fra mit vindue kunne jeg kun se en bid af himlen - jeg trådte ud og kiggede rundt - jeg havde aldrig drømt om at den var så bred eller bare halv så høj ....
....hvad er der galt med at ønske mere - hvis du kan flyve så svæv - med alt hvad der er, hvorfor nøjes med bare en bid af himlen!"
Opfordringen hermed givet videre.
Flyv højt - drøm frit - spred vingerne ud
Vi er super trætte og sover nok om lidt - og drømmer om fred og lys og håb.

2 kommentarer:

  1. Min kære nabo ❤️ Nenia. Hvor var det dejligt at få et par stjålende timer sammen med dig i dit kajak liv/hjem. Når at være 😜😜 sov nu trygt og nyd din tur fortsat ud i bølgen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kæreste Bente.
      Tak selv - det var så dejligt at se dig og have lidt tid sammen!
      Kærligste tanker og glæde!

      Slet