Dagens første mål var at komme mere elegant i vandet end vi var kommet op. Ved nærmere øjesyn kunne jeg nok ikke have valgt et dårligere sted at lande - tæt på var der et næsten lunke-agtigt soppebassin som var oplagt at bruge og vi fik en næsten Øresundsrolig isætning. For en sikkerheds skyld roede jeg lige et par hundrede meter syd for at den lille bid kyst ikke skulle føle sig snydt!
Der var lidt modstrøm men ellers gik det fint deropad mod krydset ved Thyborøn kanal. En af mine venner, Knud, er guitarist for Johnny Madsen og Jacob og jeg har jævnligt nydt hans lækre spil til deres koncerter - OG Johnnys beskrivelser af hvordan det var at vokse op i Thyborøn. Som da byens nye dreng gik til den lokale betjent og sagde "min cykel er blevet stjålet" og han bare svarede "så stjæl en anden". Eller da Johnny havde inviteret Bodil i biffen og undervejs kom med sin store kærlighedserklæring og sagde "Bodil, du er nu ikke helt uappetitlig". Sådan er der på de her kanter.
Krydset af en indsejling er altid noget snask. Strøm og bølger og dønninger alle steder fra der vokser og clasher på kryds og tværs. Inden min tur trak min mor et mannakorn til mig hvor der stod at planen ikke var ulykke men fred og fremtid og håb. Tak mor! Den er så fin og jeg sang på den hele vejen over og landede godt på den anden side.
Frokost ved høfte nr 13 nord for Thyborøn - med perfekt ind- og udstigning! Mille og jeg var pænt slemvigtige da vi tog derfra :-)
Vi mødte et marsvin, en tømmerflåde (eller var det en bid af en stor badebro) og to båker. Elsker båker! Disse søfarendes stedsmarkørere. Gad vide hvem der har bestemt hvor de skal stå, navngivet dem og ikke mindst valgt deres udseende. Man burde lave en fotoudstilling med alle Danmarks båker.
Jeg synger meget derude - i dag var jeg omkring endnu et hjørne. Min lillebror Jakob er et indsigtsfuldt menneske som har skrevet mange sange, musik, tekster, og dem sang jeg på i dag. Især én af dem - om Tiggernes kapel, som er et sted hvor "nogen bad om vinger, andre bad om luft, nogen bare om lov til at være. Men alle var de kommet tynget af fornuft for at modtage frem for at lære" og omkvædet siger "skygger falder over jorden, mørket slår ring om sig selv, men i nat står der engle på muren om Tiggernes kapel". Har altid fundet de ord smukke, favnende, bevægende. Tanken om bare at være....... På langtur tænker jeg indimellem at en af de rare ting ved at være væk er, ikke at være til besvær for dem jeg kender og elsker. Har tænkt at medmennesker er en vidunderlig - og til tider en besværlig opfindelse. Og mærker også selv af og til bare at have lyst til at være - væk - ...for ikke at være til besvær. Men jeg tror de hænger sammen. Dem som kender og elsker mig får både det vidunderlige og det besværlige - og omvendt. Tror det er en del af pakken. Ved det at være. Og måske er kunsten at lære at være - sammen.
Mille skulle lige ha skyllet finne igen - bare en smule denne gang. Her er sand alle vegne - men meget smukt. Og helt øde. Himlen endte med kun nogen enkle penselstrøg af skyer - solen lavede helt fantastiske sky-skygger - nu er den gået ned - månen er næsten fuld. Og her er godt - bare at være.
I morgen går det nordpå forbi endnu en milepæl: Hanstholm. Og derefter går det pludselig østpå! Vi glæder os.
Jeg læser dette, om ikke at være til besvær, og min farmor står lyslevende for mig. Det var det værste hun vidste, at være til besvær, ikke at være selvhjulpen. Og de sidste mange år af hendes liv sagde hun de to ting hver eneste gang, jeg så hende - hun ville ikke være til besvær, og hun hadede ikke at kunne gøre ting selv. Og jeg tænker dengang som nu - og ligesom dig - at sådan er det bare. Det ER en del af pakken - ingen af os er perfekte, ingen kan alt, og ingen ønsker os i virkeligheden at være perfekte eller have perfekte kærester, venner eller familie. Det er kanterne og bulerne, der gør livet interessant og gør mennesker interessante - perfekt findes ikke ret længe ad gangen, og Gud ske lov for det. <3
SvarSlet