søndag den 19. juli 2015

Papasan - dag 28 - 46 km - 917 km

Ligger lige vest for Strøby Egede og skuer ud over fladt vand og lytter til sommerregnstyst.
Vågnede 5:38 i morges og anede sollyset gennem teltdugen. Til morgenmaden tænkte jeg at jeg godt ku bruge vand, frugt og kajakmad (som er nødder og tørret frugt) og overvejede om jeg skulle sparre nødderne på min havregrød. Men så tænkte jeg på min mormor ....hun er så vigtig i mit liv, er 101 år og har med sit væsens kraft og væren sat dybe aftryk i den jeg er i dag (især har hun altid sagt og efterlevet, at de stygge skal have flere bolsjer end de søde, for de stygge trænger mere til dem!!) Der har altid kommet mange mennesker i deres hjem og der ku nemt lige komme flere til aftensmad - og min mormor har altid bevaret roen og glæden og sagt "der er som melet i krukken" med henvisning til en gammel beretning om en profet der kom til en enke under en tørke og bad om brød og hun sagde at der var kun lidt mel i krukken og det var til hende selv og hendes søn - og profeten sagde at hun bare skulle bage brød til ham og så ville Gud sørge for at melkrukken ikke blev tom så længe tørken varede - det endte så med at blive 3 år.
Jeg puttede nødder på min grød.
Kort efter kom Ursula forbi og vi hilste og jeg sagde at det bare var så smukt et område. Vi snakkede lidt og hun endte med at spørge om jeg manglede noget - ja vand ville være dejligt. Jeg gik med og fik vand - og hun spurgte om jeg også ville have noget frugt!! Tak Ursula!!!
Vi tog af sted - vel vidende at vejrudsigten ikke var den mest lovende. Men vi aftalte at ro så længe det var ok og kræfterne var til det og det måtte så blive så langt eller kort det nu blev.
Amar sluttede - Avedøreværket kom og gik - og Køge Bugt åbnede sig! Ved Hundige Strand blev der pludselig råbt i megafon fra stranden ved siden af et livreddertårn ?????? Og så blev der viftet med Kalmarflaget ........... Jeg kender kun én der har sånet - Papasan!!!!!! (fik det af sine vandartede unger, Niels og mig, i julegave fordi vi vidste at han bare synes det var flot). Det var ham! Henrik - min kajakfar - som har lært mig så meget og er så vigtig i mit liv. Han havde regnet ud ca hvornår jeg ville komme - lånte en megafon af livredderne som ikke havde så meget at se til alligevel i gråvejret. Jeg tudede ....sikke en gave - sikke en overraskelse. Han bød på danskvand og vindruer til frokost - og også lidt til proviantlugen: bananer, avocado OG....dadler!!!!!! Mind mig om det næste gang jeg glemmer at der blir sørget for mig - som melet i krukken.
Det var en velsignet frokostpause! Og vi tog videre fulde af mod og Papasan tog billede af os og jeg tænkte at nu gav vi den gas og gik efter Bøgeskov Havn og så i morgen ....og i overmorgen .... Det var gråt men ikke så meget vind og vi skar mere og mere hjørne af Køge Bugt - og pludselig blæste det så op og vi var nok liiiidt langt fra land. Det var ikke fordi det var farligt - jeg havde bare ikke lyst til at ligge derude og gik mod land og fandt et toilet og fik lidt nervøsitets-tisset-af. Hmmmm - morgenens plan om at ta det som det kom havde jo også pludselig fået en drejning ...og man kan ikke planlægge mere end en halv dag frem. Utroligt at det stadig er så angstprovokerende og grænseoverskridende for mig at jeg ikke har styr på noget. Men det er åbenbart dét mere end noget andet jeg skal lære på den her tur.
Nu er vi landet lidt vest for Strøby Egede og syd for Køge. Havde egentlig en stående varm invitation fra Niels' Britta søster som bor i Køge - men det var ikke muligt netop i dag. Regnen trommer på mit lille fine telt og der blev nydt lidt god rødvin til maden (har ligget i en halvliters colaflaske siden syd for Sæby og ventet på i dag) og for at udleve her-og-nu tanken har jeg valgt ikke at tjekke vejrudsigten og sove til jeg vågner. Og regne med at jeg som melet i krukken får hvad jeg har brug for - og glæde mig SÅ meget over hvor stort det er at ha en kajakfar der ved hvor jeg er og hvad jeg har brug for :-)))

2 kommentarer:

  1. Sidder i Assens og lytter til samme regn, det kunne have været SÅ hyggeligt at se dig!! God vind mod Møn! Knus fra Britta

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Britta! Det var super sødt af dig at tænke på det. Mærkede varmen da vi passerede Køge :-)
      Smukkeste sommerønsker

      Slet