onsdag den 22. juli 2015

Smuk bro-dag - dag 31 - 72 km - 1039 km

Vi er landet på Lolland (måske hedder det Vigsnæs) efter den smukkeste dag.
Vågnede 4:41 - noget før vækkeuret - og fik due-koncert. Især en af dem var meget ivrig og lagde sin kurre-stemme meget højt op så den næsten knækkede over ...virkede som om den lidt febrilsk skulle argumentere for noget - sendte den en kærlig tanke.
Både Mille og jeg glædede os til at komme på vandet - efter lidt afprøvning blev det ikke et lige kryds over Faxe bugt, men en lidt rund bue ind i bugten. Føltes rarest. Og så har dagen ellers bare været smuk og fin. Kan ikke komme på et tidspunkt hvor man ikke kunne sige "hvor er her bare godt lige nu lige her"! Ok - der var lidt vind i hovedet indimellem og områder med små bitte fluer som lander i mund og øjne (og jeg er altså vegetar) og tonsvis af ålegræs som sad på pagaj og hænder og lavede en hel salatbuffet på Mille indimellem og lavt vand og sten - men det var bare ikke så vigtigt....... Havde en fin frokost med Sannes humus ved Kalvehave - fik to mødre der hyggede med deres børn til at tage det tomme glas med og smide det i en glascontainer - tak for det! De spurgte lidt og jeg fortalte lidt - om turen og hvor fantastisk det er og at det også sommetider er udfordrende at være i nuet og kun der - hvortil den ene sagde: det lyder som en fantastisk mulighed - den har man ikke så tit!
Det var godt at ta med.
Fik også snakket med min elskede lillesøster - åh det var godt. Savner hende sån.
Kom under FIRE broer - elsker broer - elsker at de er på vores pengesedler - elsker at bo i et land hvor vi har så mange af dem og bliver mindet om at man kan forbinde det der er adskilt.
Og Mille husker at vi kender dem fra sidste år - nogen af dem kan man synge under med ekko!
Efter Farø blev morgendagens vejr lige tjekket - UPS - det lignede ikke et morgenkryds til Lolland så ....lissom i Hundested blev der sat turbo på og sunget sange som blev gentaget mange gange. De sidste par timer lavede solen det ene smukke og vilde scenarie efter det andet - himmelportal tror jeg Frida Luna kalder det - og det var en påskemorgen værdigt ...så blev det også til en påskesalme. Og nu er vi landet på Lolland - det tog tid at finde et sted at gå i land, men der var er hul på en halv meter mellem siv og store sten og her er en eng lige ved vandet hvor der er græshoppekoncert (eller fårekyllinger - ved ikke lige hvudden man hører forskel). Ved ikke hvad der sker i morgen - men nu skal der laves mad og tænkes tilbage på en smuk dag.

2 kommentarer:

  1. Sejt sejt sejt 72 km :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Kirsten - og selv tak for at få lov at være "uventet besøg" hos jer. Det gav kræfter til hele resten af dagen! Fortsat god ferie!

      Slet