fredag den 3. juli 2015

Smuk dag - dag 12 - 40 km - 370 km

Vi er landet ved Nr Lyngby lidt nord for Løkken. Fra morgenstunden valgte jeg at tage god tid. Pakkede alt klart i teltet og gik til morgenmad på hotellet kl 8....med nybagt rugbrød (uden hvede yes!) og blødkogt æg og friskpresset juice - næsten overjordisk. Er flere gange stødt på en familie i flere generationer som er her som fast tradition. Snakkede med dem og fik hjælp af Emilie til noget sim-logon og af Sebastian til at bære en toppakket Mille i vandet. Tak for hjælp. Lige inden jeg drog af var jeg oppe og kramme på Kenneth og Louise! Tak tak tak!! I har gjort mit hjerte så godt! Billedet er skønne Louise foran hotellet!
Der var stille på vandet - blandet sol og skyer. Jeg kan mærke at sind og arme på hver deres måde er mærket af en hård dag i går så jeg er ok med at komme lidt sent på vandet og ta den med ro - og lade reaktionerne komme når de har brug for det. Det hjalp meget sån at blive favnet i går aftes - lander lisså stille.
Sjovt som egnen her er anderledes. Længere sydpå var der virkelig øde. Her er mere Bellevue og lange rækker af små hvide havhytter ved Blokhus og Løkken. Og masser af super fede forældre som leger med deres ellevilde små poder i vandkanten. Det er blevet sommer i Danmark.
Stedet her har høje klitter, en meget stejl vej hvor folk kører ned og nyder solnedgangen (inden det blev overskyet). Jeg skal lige vende mig til at på hele Vestkysten drøner bilerne op og ned af stranden....det bruger vi ikke rigtig i Nordsjælland - eller ...vi har ikke helt pladsen til det.
Her hvor vi er er der gang i paragliderne - det er SÅ fedt. Og går man op i den lille by finder man Fishermans Rest som iflg avisen er et udsted der er blevet et insted. Der var mange mennesker til fiskefiletter og pommes frittes og andet og senere er der live musik. Men jeg valgte stranden og mine røde linser med olivenolie og karry ... Og mødte Svenning fra den grønne vogn i Lønstrup. Han var lige nede og prøve sin nye kajak og vi fik en snak. Og jo - han kendte godt Jørn Kai og Karen fra Lønstrup og skulle nok hilse. Gode mennesker - jeg sang til deres bryllup i Mårup kirke for over 20 år siden og besøgte dem og Jørn Kais galleri for få år siden med Jacob.
Nu er den blå himmel blevet helt diset - men i morgen skal vi om alt går vel runde Hirtshals. Det glæder vi os til.

2 kommentarer:

  1. Jeg var ikke klar over Mille har udbryder-konge-blod i sig. Pas nu godt på dig selv og Mille resten af turen.

    SvarSlet
  2. Hun har jo altid drømt om at komme til Grønland - men vi har snakket om at jeg altså vil med :-)

    SvarSlet