tirsdag den 28. juli 2015

Vingesus - dag 37 - 0 km - 1146 km

Dagen har været så fin - og tilmed regnede det ikke helt så meget som lovet.
Efter morgenmaden kyssede jeg Mille og satte kurs mod centrum. I den sydlige ende af havnen mødte jeg en flok fra Marstal kajakklub som var på vej af sted ud af havnen og om på nordsiden (hvor der er læ). Det var hyggeligt at se alle kajakkerne på græsset og alle folkene i våddragt og med forventning i øjnene. Og der var en Nuka - lillesøster til Mille!
Var først omkring touristinfo/bibliotek og fik lidt materiale OG fik lånt "vi, de druknede" som om noget er en Marstal hjemstavnsroman. Fandt så søfartsmuseet hvor der netop var rundvisning ved en gut som selv havde været ude at sejle fra han var 14!!! Og som yngste mand skulle han lave mad til den lille besætning i det lille skur midt på dækket.
Det er så vildt at mærke historiens vingesus over Marstal. Den lille by der for mange nok er udkantsdanmark har haft den største flåde efter København og der er fantastiske historier om storhed og mod og vilje - og om søfolk der kender alle havets ansigter og bare er mega gæve! - mange var meget aktive under krigen - mange mistede livet!
Ellers har jeg købt ind og provianteret, vandret rundt ved havnen og kigget på indsejlingen og hele området hvor der engang har ligget mange værfter, set kirken hvor der er SYV skibe i loftet - nogen af dem meget store og en af dem en coaster. Var forbi Pia som laver smykker - bla med grønlandske sten! og derudover har hun designet et helt lokalt smykke med bølge og havsymboler.
Efter en smut hjemme og lidt aftensmad gik kursen mod en lille aftensang i kirken ....som var overraskende pænt fyldt. Vi sang bla "det dufter lysegrønt af græs" som også blev sunget da Jacob og jeg blev gift for 12 år siden - den er SÅ smuk og jeg nød den. Og præsten havde en enkelt oplæsning og lagde ud med "Jesus sagde til dem: vær ikke bekymrede for noget....." Hmmm - det er vist altid godt at blive mindet om! Herefter var jeg forbi en super hyggelig irsk pub hvor Pia og hendes Lasse dukkede op med Mai-Britt og Johnny fra Gråsten. De er nogen smadder hyggelige mennesker med fed humor og det var nemt at være - i en atmosfære med god specialøl og irsk livemusik.
Det suser godt derude - og jeg har bestemt mig for at prøve at vente med at tjekke vejret og bare synke lidt ned i min tykke bog. Nyde det lille sted med højt til himlen og vingesus
- nåh ja, - og stor kreativitet som man ser på billedet :-)

5 kommentarer:

  1. Sejt gået Nenia. Opdagede ved et tilfælde din blog.
    Fortsat god tur. Svæv udover vandet:-)
    Lang tid siden iøvrigt

    SvarSlet
    Svar
    1. WHAAT! Fedt lige at du fladt forbi :- ) og ja - meget længe siden! Håber sommeren er god hvor du er. Tak for gode ønsker!

      Slet
  2. Vi hygger her i Dronningmølle i sommerhus efter en god tur til Nice. Vil følge dig på det sidste stykke af din store bedrift.
    Måske vi en dag kan samle det "gamle hold" og catche op på vores gøren og laden siden sidst..

    SvarSlet
  3. Godt gået, det er ikke den bedste sommer at ro DK rundt. Der er 8, som er startet og du er eneste, der gennemføre. Flot. Min egen tur, var den rene badeferie, sammenlignet med din tur. Glæder mig til at høre din fremlæggelse. Med rovenlige hilsener Carsten Rohde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Carsten - for din opmuntrende hilsen. Især godt at læse når det sker der går en sky for solen og jeg føler mig som en kylling! Glæder mig også til fremlæggelsen 1. nov. Ses :-)

      Slet