Nu'et og tågen - dag 13 - 54 km - 424 km

Der er sommerregnstyst i Kandestederne efter en lang dag.
I morges var det meget meget meget tåget. Senere var det kun meget tåget.... Men sigtbarheden var ca 100 m og det var ikke så super rart. Jeg skrev til Catherina og bad hende om at sende en extra engel - ikke mindst med tanke på at passere Hirtshals - hun sendte en hel flok! Derudover tænkte jeg på en tidlig sommermorgen hvor Niels og jeg havde taget den Helgenæs rundt og lagt ud i tæt tåge - og da havde det bare føltes magisk..... Og endelig slog det mig, at det tvang mig til at ro som jeg egentlig tror livet var tiltænkt at leves - være i nu'et! Alt i alt kom der et lidt andet lys over det ... Det med nu'et var så dagens tema - og der kom først hul til himlen kvart i fem så der var god tid til at lære det. Jeg kunne ikke se toppen af Rubjerg Knude - og kysten var noget der kun foregik lige inde til højre - hverken fremme eller tilbage. Derudover handlede det meget om at prøve at lægge sig mellem brænding 1 og brænding 2 - undtagen når de flød lidt sammen og der opstod en tredie eller pludselig kun var en. Heldigvis var der det meste af dagen ikke så meget vind. Verden blev meget nu og her - tænkte bla på en tale af Jim Carrey hvor har siger "who is it, that is aware of, that I'm thinking?" ...
Jeg lå og sang på en gammel keltisk velsignelse som starter "må din vej gå dig i møde og må vinden være din ven..." mens vi nærmede os næste skarpe hjørne: Hirtshals! Lod VHF'en være tændt for at have anledning til at lytte lidt med. Det monstrøse tågehorn fra et kæmpeskib var dog hørbart på kilometers afstand. Ud af sydmolen gik det fint - det store skib var på vej ud og hornet hørtes lang tid efter ude i tågehavet. Et lidt mindre stort skib så ud som om det var på vej forbi havnen og en lille sejlbåd smuttede ind da der var fri bane. Jeg kiggede og lyttede og kiggede og lyttede - og smuttede over. Da jeg var fint forbi viste det sig at det halvstore skib ikke skulle forbi - den skulle bare trække til siden så enorme Color Line kunne komme ud ...og så skulle den ind bagefter. Gys en aktivitet. Ind langs halvanden km nordmole var der lidt balladevand - men så kom stranden og der var helt stille og tid til frokost. På billedet fornemmer man måske at sigtbarheden nu er helt oppe på 400 m. Resten af dagen handlede igen bare om brændingsslalom op langs den smukke kyst - og SÅ klokken kvart i fem havde det blæst op og der kom en stump blå himmel. TAK! Det var så rart. Solen brød meget langsomt frem og varmede.
Vi ledte efter campsted og er end ved Kandestederne hvor folk er supersøde og vi endte med den smukkeste solnedgang over et uendeligt hav med store skibe i horisonten på vej til verdens ende. I morgen håber vi at runde Grenen - og sige farvel til solnedgangene og goddag til solopgangene.